Hvor heldig har man egentlig lov til at være? Hvis man er nyuddannet matematiker, så har man lov til at være temmelig heldig, for der er for tiden mange modtagere af Rejselegat for Matematikere - et legat som dækker et års matematikstudier i udlandet (med alt betalt!). Jeg var en af de heldige modtagere ved udtrækningen i sommeren 2004. Legatet uddeles ved simpel lodtrækning til nyligt uddannede matematikere fra de danske universiteter, og det har intet med gode karakterer at gøre. Interesserede kan læse mere om legatet på www.rejselegat.dk som er lavet af en af legatets tidligere modtagere.

Da jeg et par dage tidligere var blevet ansat som årsvikar på et gymnasium bad jeg om udsættelse for afrejsen i ca. et år, hvilket gav mig god tid til at overveje hvor rejsen skulle gå hen. Der er nemlig stort set frit valg på alle hylder, så længe man kan godtgøre de valgte studiesteders relevans overfor legatets bestyrelse. Efter nøje overvejelser faldt valget på San Diego i Californien efterfulgt af en tur til New Zealand og til sidst et smut forbi Japan:

University of California San Diego, USA fra 9. september 2005 til 19. januar 2006
University of Otago, New Zealand fra 21. januar til 25. februar 2006
University of Auckland, New Zealand fra 25. februar til 1. juli 2006
Tokyo, Japan fra 1. juli til 20. juli 2006

Det er dog nemere sagt en gjort, for man skal selv ordne alt papirarbejdet. Udover at legatet skal godkende studie/rejseplan og budget, skal man også have kontakt til de relevante personer på de forskellige universiteter og godkendes der. Det er en process der bider sig selv lidt i halen, for for at kunne give en studieplan til legatet skal man mere eller mindre være sikker på at være accepteret af de forskellige studiesteder, men samtidig accepterer de ofte først en når de ved at man har penge nok med, hvilket formelt set kræver en godkendelse fra legatet. Det hele endte dog med at gå op.

For at få lov til at studere i USA skal man igennem en hulens masse papirarbejde. Det er intet som det lille lyserøde stykke papir man udfylder i Danmark. Først skulle jeg i udfylde en temmelig lang ansøgning på universitetets hjemmeside, og derefter 6-7 forskellige formularer skriftligt, angående betaling og forskellige informationer om mig og min familie for at jeg kunne få visum. De skulle også se en total engelsk oversættelse af mit eksamensbevis, hvilket ikke var noget eksamenskontoret lige kunne magte. Hele processen gik dog forholdsvis smertefrit, og jeg fik en check-liste fra universitetet, så det var nemt at overskue hvor langt man var. Formelt set krævede universitetet også at jeg tog 3 tests - 2 GRE tests til at teste min viden om matematik og andet godt og en TOEFL-test for at se om jeg overhovedet kunne engelsk. Det lykkedes dog at få dem overbevist om at det vist var unødvendigt, så jeg slap med en 5 minutters telefonsamtale med en flink dame fra universitetet.

Til New Zealand gik det hele heldigvis noget nemmere. Her kunne stort set alt arrangeres via emails, og de tilbød endda at jeg ikke skulle betale for opholdet på universitetet, samt at jeg ville få adgang til et lille kontor og en computer. Jeg blev endda hentet i lufthavnen dernede, så jeg ikke var helt fortabt fra start. Eneste papirarbejde var en standardformular til ansøgning om visum, som jeg sammen med mit pas skulle sende til ambassaden i Brussels (der er ingen New Zealandsk ambassade i Danmark). Det viste sig så senere at det skulle have været sendt til London, men det var nu ikke min skyld...

Til Japan er det efter sigende ikke nødvendigt at have visum så længe man kun skal være der i kort tid (det er det sådan set heller ikke til USA/NZ), så her er jeg indtil videre sluppet let.