Den anden del af min rejse gik til New Zealand, hvor jeg for den første del befandt mig i Dunedin på sydøen, og den anden del i Auckland på nordøen. Det gav rig mulighed for at opleve store dele af New Zealands fantastisk flotte natur.

Efter en forfærdelig lang flyvetur ankom jeg endelig til Auckland international airport tidligt lørdag morgen. Underholdningssystemet ombord på flyet virkede ikke, så vi kunne ikke se film/tv eller høre musik. Vi kunne dog stadig spille de indbyggede spil, men min fjernbetjeningsdims var lidt sløv i det, så man tabte ret hurtigt i tetris. Vi fløj heldigvis om natten, så man kunne jo altid prøve at sove lidt istedet. Jeg skulle direkte videre med fly mod Dunedin, men da mit fly fra Los Angeles var lidt forsinket var det hele lidt kaotisk. På trods af lange køer alle vegne, nåede jeg dog det hele. Flyveturen til Dunedin tog kun halvanden times tid, og nu var det lyst udenfor, så man kunne se lidt af New Zealand fra oven. Jeg blev hentet i lufthavnen af Derek Holton fra universitetet, som er ham jeg officielt besøger. Han kørte mig en kort tur rundt i byen inden han satte mig af ved min bolig så jeg kunne slappe lidt af. Fantastisk service de har i New Zealand!

Søndag aften havde Derek inviteret mig ud at spise sammen med hans kone, og vi endte med at tage til en restaurant lidt oppe i byen med en fantastisk udsigt. Her fik jeg så mit første måltid herovre med lammekød, men det blev ikke det sidste...


Universitetet havde arrangeret bolig til mig, så her var der endnu en gang tale om fantastisk service! Den første uges tid boede jeg ved Toroa International House, som er beregnet til internationale studerende. Der var dog temmelig tomt pga. sommerferien. Derefter flyttede jeg til St. Margaret's College, som er beboelse for studerende på universitetets område, stiftet af den presbyterianske kirke i 1911. Det kan vel nærmest sammenlignes med et kollegie derhjemme, dog med den forskel at det i New Zealand er normalt at der serveres måltider 3 gange om dagen, så jeg slap for selv at lave mad. Jeg blev indkvarteret i et af deres gæsteværelser, hvilket giver mig lidt mere komfort end de almindelige studerende, og giver mig eget tv, køleskab, telefon og mit eget bad/toilet. De første par uger var der stort set ingen almindelige studerende, men dog ca. 15 kemistuderende fra forskellige steder i landet i forbindelse med universitetets sommerskole. Den sidste uge væltede det dog pludselig ind med studerende, og jeg går ud fra at alle 207 værelser var optaget da jeg rejste videre.


Mandag var det så tid til at se universitetet for første gang. Jeg var på besøg på Department of Mathematics & Statistics ved University of Otago. Det ligger ca. 5 minutters gang fra hvor jeg boede, så det var endnu bedre forhold end i La Jolla. Matematikafdelingen er baseret i en 6-etagers bygning sammen med fysik, og det meste af matematikken findes på 2. etage. Jeg blev indkvarteret i mit eget kontor, som tilhører en af de ansatte som er væk dette år. Det er fantastisk fornemt sammenlignet med hvad man ellers er vant til. Efter 4 dage fik jeg en ny beboer på mit kontor, som til min store overraskelse viste sig at have det meget danske navn Sune. Sune var en tur rundt i verden betalt af nogle der kalder sig Rejselegat for Matematikere - det lyder ligesom bekendt?!?

I New Zealand er alting på hovedet, så det var midt om sommeren da jeg ankom, selvom det stadig var i januar måned. Det betød at der var ret tomt mht. studerende, og der var ikke voldsomt meget at lave i de første par uger, men jeg fik da lavet en del. Jeg var også på besøg på en pigeskole på samme niveau som vores gymnasium.


Jeg har haft rig mulighed for at komme lidt rundt i området, og se det meste af Otago-halvøen og den fantastiske natur her som er noget anderledes end Danmark. New Zealand er fuld af bjerge, bakker og snørklede veje, og hvis man husker at stoppe på toppen af bakkerne kan man ofte få nogle fantastiske syn ud over området. Vejene hernede er intet sammenlignet med hvad jeg er vant til fra USA. State Highway 1 har maks 2 spor hver retning, og langt størstedelen af vejen har den kun 1 spor i hver retning med hyppigt indlagte ekstra overhalingsspor hvis der er langsomtkørende traffik man gerne vil forbi.

Om aftenen tirsdag d. 24. januar tog Derek mig med en tur rundt på Otago-halvøen, forbi Sandfly Bay, hvor vi så én sæl, men desværre ingen pingviner. Det er en fantastisk flot sandstrand som er 99% fri for tang. Bagefter kørte vi helt op til spidsen (Taiaroa Head), hvor der ligger en albatros-koloni, og en masse andre fugle også yngler på de stejle klippesider. Ved 22:30-tiden så vi små blå pingviner komme ind fra havet i små grupper. De er ikke mere end 20-25 cm høje, og ankommer selvfølgelig til land så sent at det lige præcis er blevet for mørkt til at man kan fotografere dem (man måtte ikke bruge blitz). Turen til nordspidsen af Otago-halvøen går enten midt gennem landet, hvor man kommer gennem meget kuperet terræn, eller langs kysten, hvor man det meste af vejen kører ½-1 meter fra vandet.

Om onsdagen var jeg på Otago museum og i Dunedin's botaniske have med en af dem jeg boede med i Toroa.

Om lørdagen lejede vi en bil og kørte endnu en gang til Otago-halvøen (dog om dagen denne dag), og så Larnach Castle, som snarere er et stort hus end en borg. Vi kom også forbi et af de aflukkede pingvin-reservater hvor man kan betale for at se pingviner, men vendte dog hurtigt snuden videre da vi hørte prisen og fik at vide at der kun var unge pingviner tilstede på den tid af dagen vi dukkede op. På nordspidsen så vi albatrosser, men var ikke inde ved selve reservatet. Om eftermiddagen gik turen rundt i nærheden af Dunedin. Vi startede ud ved St Kilda og St Clair Beach, og kørte derefter lidt nordpå til områdets højeste punkt Mount Cargill hvorfra da var en fantastisk udsigt. Man kunne se hele Otago-halvøen, Dunedin by og langt ind over New Zealands sydø. Efter denne oplevelse var alle andre udsigtspunkter det rene vand, men vi fortsatte alligevel lidt nordpå til Waitati, og derefter sydøst mod Port Chalmers hvor der ligger en stor containerhavn. Efter en lang dag endte vi endelig i Dunedin.

Om søndagen tog jeg påen 4-timers tur med Taieri Gorge Railway, som kører gennem fantastisk landskab i nordvestlig retning fra Dunedin. Turen var ca. 60 km hver vej, med kort stop på halvvejen ved Hindon. De første par km kører man ad de almindelige togspor indtil man ved Wingatui Junction kører ind på sporene som nu udelukkene benyttes til veterankørsel. Vognene er fra 1920'erne med endeperroner man kan stå på, men lokomotiverne er desværre diesellokomotiver fra 1960'erne.

Søndag d. 5. februar var jeg endnu en gang med Derek på en heldagestur rundt i området - denne gang vestpå langs sydkysten. På turen så vi bl.a. sorte svaner, får, en masse blandede småfugle, køer, får, sæler, vandfald, søløver, får, enorme grotter i klipperne, får og pingviner! Der findes en del naturreservater langs sydkysten hvor der er lavet små stier gennem skoven for at komme til de interessante steder. Vi startede ud med de to vandfald Horseshoe falls og Matai Falls, som ligger et par minuters gang fra hinanden. Derefter gik turen til Cathedral Caves som er 6-7 grotter i nogle store klipper ved en fantastisk flot strand. Der er kun adgang ved lavvande, hvor det så er muligt at gå ind i grotterne. De er temmelig dybe, men man skal huske en kraftig lommelygte hvis man vil et stykke ind. Jeg nåede et godt stykke ind i en af dem som kun var omkring 1 meter bred, men kom ret hurtigt ud igen da der pludselig var et stort dyr der sagde lyde og kom imod mig med stor hastighed. På besynderlig vis nåede jeg at tage et foto inden jeg vendte om, og da jeg kom ud igen kunne jeg se at det var en sæl jeg havde mødt. Den så nu meget flink ud på fotografiet, men jeg synes ligesom ikke at jeg havde tid til at overveje hvem den var mens jeg var inde i grotten. Det grinte Derek selvfølgelig lidt af da jeg kom ud (han var selvfølgelig ikke gået med ind der hvor grotten blev smallere). Så var vi forbi Tautuku Estuary Boardwalk, som er et lavvandet område hvor man kan være heldig at se sjældne fugle. Vi så en del fugle som jeg i hvert fald ikke har set i Danmark, men jeg har ingen ide om hvad de var. På vejen var vi et smut forbi Lake Wilkie, og så gik turen til endnu et vandfald ved navn Purakaunui Falls. Som om jeg ikke havde fået nok af mit møde med sælen tog vi til Surat Bay for at komme lidt nærmere på søløver som ligger på stranden. De var dog heldgvis temmelig sløve, og bemærkede nærmest ikke at vi var til stede. Næstsidste stop var Nugget point med et fyrtårn, hvor vi kunne høre en masse sæler holde fest, og vi sluttede dagen ved Roaring bay hvor vi så hele 7 pingviner ankomme en efter en og langsomt bevæge sig over stranden og op ad en temmelig stejl bakke til deres partnere som lå på rede. Det er lidt besynderligt at se pingviner på en strand midt om sommeren - pingviner er i hvert fald noget jeg normalt forbinder med is og kulde.

Fredag d. 17. om aftenen var jeg til rugby-kamp mellem Otago Highlanders og Auckland Blues på det lokale Carisbrook Ground stadion. Rugby er en ret stor ting hernede, og de er åbenbart ret gode til det. Jeg har ikke helt styr på reglerne, men jeg kunne da følge nogenlunde med, og jeg kunne da også se (og høre!) når de scorede. Otago vandt for øvrigt 25-13.



Min bil

Der er millioner af brugte biler til salg i New Zealand. De importerer en del biler fra Japan, og de er typisk ret billige. Men det er en ren jungle, så det tog mig nogle dage at finde ud af hvad jeg skulle stille op år jeg gerne ville købe en bil. Jeg endte med at købe en Toyota Camry fra 1994 til den fine pris $4995 (svarende til ca. 21500 kr). Det er et ordentligt monster af en bil, men den kører glimrende, og så har den endda automatgear, hvilket hjælper en hel del når nu man skal vænne sig til at køre i den gale side af vejen.

Så er det afsted

Torsdag d. 23. februar forlod jeg Dunedin, og 5 dage senere ankom jeg til Auckland. Jeg tog østkysten op ad sydøen fra Dunedin til Picton, med stop flere gange undervejs for at tage billeder og fylde diverse tanke. Min første overnatning foregik på et motel lidt udenfor Christchurch, hvilket jeg måtte slippe $110 for, men så var det også et meget fornemt sted. Dagen efter tilbragte jeg lidt tid i byen inden turen gik videre til Picton. Jeg overnattede på endnu et motel i Picton, og tog færgen mod Wellington lørdag formiddag.

Lørdag eftermiddag ankom jeg så til Wellington, og nu var der helt klart tale om en storby. Det var rent kaos, men det skyldes nok også til dels den dag og det tidspunkt jeg ankom på. Jeg havde egentlig overvejet at tilbringe en nat i byen inden jeg fortsatte nordpå, men jeg valgte dog hurtigt at det nok var en ide at fortsætte lidt mere nordpå inden aftentid. Jeg nåede dog at gå lidt rundt i byen og så også deres nationalmuseum Te Papa. Så gik turen videre til Woodville hvor jeg overnattede på et såkaldt hotel. Det er lidt mærkeligt herovre, for der findes hoteller som udelukkende er hoteller for at de kan få lov til at servere alkohol. Det betød så at der var en bar i stueetagen, og nogle halvskumle værelser på første etage, men der var da i det mindste en seng og et tv, så jeg overlevede. Om søndagen fortsatte jeg til Gisborne, som var en fantastisk flot havneby som var usædvanligt stille på en meget varm og flot søndag aften. Jeg fandt et motel i god stand i gåafstand til byen. Mandag gik turen så ind gennem flot New Zealandsk bjerglandskab mod Hamilton ca. 140 km fra mit mål i Auckland. Jeg overnattede på noget der vist nok var et sted for back-packere, men jeg havde da mit eget værelse med tv igen, så det var sådan set meget fine forhold. Tirsdag formiddag ankom jeg så til Auckland og efter lidt susen rundt i de meget store og meget trafikerede gader fandt jeg universitetet. Auckland er totalt kaos mht trafik. Der er biler alle vegne, og absolut ingen ledige parkeringspladser. Hvis man er heldig at finde en plads i nærheden af universitetet koster det $4 pr time, og man må kun parkere i 1½ time ad gangen. De sætter endda kridtstreger på ens dæk så man ikke bare kan stoppe en ny seddel i forruden - man bliver simpelthen nødt til at flytte bilen.



Auckland er en storby! Her bor over 1 million mennesker, og set i forhold til New Zealands befolkning på ca. 4 millioner er befolkningstætheden noget større her end i resten af landet. Og det kan både ses og mærkes! Der er biler alle vegne, og motorvejen her er et frygteligt mylder. De har også en hel del højhuse i centrum af byen, men ellers bor stort set alle i villaer spredt over et stort område.


Jeg var på besøg på the University of Auckland i første semester 2006, som strækker sig fra 27. februar til 2. juni. Universitetet er beliggende midt i byens centrum, og det er et noget mere livligt sted end universitetet i Dunedin. Jeg vil umiddelbart skyde på at her er en milliard studerende, men jeg har ikke fået lavet en præcis optælling endnu.


Under mit ophold i Auckland var jeg indkvarteret på Grafton Hall of Residence, som er en slags kollegie. Det er en af de ansatte på matematik-afdelingen der er bestyrer for stedet, og det var ham der fandt mig en plads. Det er noget andre forhold end hvad jeg var vant til fra Californien, men det er billigt og praktisk. Ligesom i Dunedin får jeg 3 måltider mad, og her har de endda internetadgang på værelset (selvom det dog ikke er rasende hurtigt). Den første uges tid flyttede jeg lidt rundt mellem forskellige værelser, da det værelse hvor jeg skulle bo ventede på at blive ledigt. Det var dog al ventetiden værd, for jeg endte med at få et værelse som var noget større end normalen.


Auckland og omegn

Auckland er en stor by, og der er masser af ting at se på bare ved at gå rundt i byen. I centrum ligger Skytower, som egentlig er en stor antennemast som man har bygget en turiskattraktion ud af. Der er restaurant på 54. etage, og man kan komme op og se udsigten fra etage 51 og 60. Det er temmelig højt oppe, så i godt vejr har man fuldstændig udsigt over hele byen, flere km i alle retninger.

Jeg var ved Piha surfstrand sammen med Jesper og resten af hans familie et par gange. De kommer der tit da børnene elsker vandet. Det er lidt interessant, for stranden er meget flad, og bølgerne kommer enormt langt op, så man kan stå tørt på stranden, og et øjeblik efter har man vand til knæene og står 5-10 meter ude i vandet. Stranden er klasificeret som værende temmelig farlig pga. kraftig strøm og uventede huller, men der er sat et par flag op hvor det skulle være nogenlunde sikkert at befinde sig imellem, og så er der også en spandfuld livvagter tilstede. Hele ideen er, at man går så langt ud, at man har vand til brystet. Når der så kommer en stor bølge hopper man op og lægger sig på maven på et lille surfbræt, og så er det ellers bare at suse derudaf!

Besøg hjemmefra

Fra 1. til 14. april fik jeg besøg af Claus og Rikke fra Danmark, og vi var rundt og se en del af nordøen sammen. Vi var en tur nordpå mod Bay of Islands, hvor vi på vejen bl.a. kom forbi Whangarei hvor der findes et stort vandfald og et flot stenbrud. Fra Paihia tog vi en 3½ timers bådtur rundt i Bay of Islands, hvor vi så delfiner og en masse småøer. På vejen tilbage mod Auckland kørte vi gennem regnskov i Waipoua Forest og her så vi nogle enorme Kauri træer. Derefter tog vi en 4-dages tur til Rotorua-området, hvor vi så kogende søer, mudderpøle, geysere og mærkede en frygtelig stank af rådne æg. Området er kendt for geotermisk aktivitet. En meget besynderlig og uforglemmelig oplevelse, som ikke rigtigt kan beskrives - det skal opleves! I Rotorua besøgte vi bl.a. Hells Gate hvor vi var i mudderbad og efterfølgende svovlbad, Wai-O-Tapu, Maori-landsbyen Whakarewareka hvor de udnytter de naturligt kogende søer til madlavning og bad, Orakei Korako, the Redwoods med store fyrretræer og sidst men ikke mindst et udvalg af de mange søer i området. På vejen tilbage så vi Kiwi-fugle i center hvor de indsamler æg og opdrætter ungerne som så sættes ud i naturen igen. Kiwi'en er en temmelig dum fugl (den kan f.eks. ikke flyve), og man er nødt til at hjælpe den for at den ikke bliver udryddet. Vi kom også forbi nogle fantastisk smukke drypstenshuler i Waitomo, hvor de i den ene hule havde små selvlysende orme. De resterende dage gik med at se os omkring i Auckland by og den nære omegn, herunder Auckland Zoo.

Ferie!

Jeg havde ferie fra universitetet de sidste to uger af april, og her gik det meste af tiden med at slappe af og lunte rundt i byen. Jeg var forbi M.O.T.A.T (Museum of Transport and Technology), som var fuldstændigt proppet med mennesker da jeg tydeligvis ikke var den eneste der havde ferie, men ellers var stedet ikke voldsomt interessant.

De sidste uger

Efterhånden som semestret nåede enden blev det temmelig koldt i Auckland. Selvom det på ingen måde var ligesom en dansk vinter var det nu alligevel noget andet end jeg efterhånden er ved at være vant til. Det betyder også at der ikke er så meget interessant at foretage sig udendørs, men lidt blev det til. Jeg besøgte bl.a. Kelly Tarltons Antarctic Encounter & Underwater World, som bl.a. har pingviner som de forsyner med sne hver dag (kunstigt fremstillet). I starten af juni var jeg på en kort køretur med damptog i Glenbrook ca. en times kørsel fra Auckland. Det var heldigvis en af dagene med strålende solksin og masser af varme. I starten af juni forlod de andre danskere landet, og da semestret nu var slut besluttede jeg at bruge lidt af min tid på at besøge Australien.

Den 1. juli var der så endnu en 11 timers flyvetur, som bragte mig til Narita Airport lidt udenfor Tokyo i Japan.


/opdateret 24. juni 2006/