Den første del af min rejse gik til USA, hvor jeg størstedelen af tiden havde base i nærheden af San Diego i det sydlige Californien. Herfra foretog jeg en del mindre ture rundt til forskellige seværdigheder i det sydvestlige USA.

På vejen mod San Diego tog jeg et kort ophold på 2 dage i Washington DC. Så kunne jeg lige nå at få strakt benene lidt (det er en lang flyvetur til USA), og nå at få set lidt af hovedstaden. Man kan roligt sige at jeg fik strakt benene, for jeg gik en lang tur på det meste af en dag, hvor jeg bl.a. kom forbi Det Hvide Hus, Washington Monument, Vietnam/Korean War Memorial, Lincoln Memorial, WW2 Memorial, Capitol Building og en masse andre historiske bygninger, så selvom jeg kun var der i ganske kort tid, nåede jeg alligevel at se en masse. Mange af de interessante bygninger ligger heldigvis i nærheden af hinanden ved et stort parkområde, så man kan nå meget på kort tid. Det er bemærkelsesværdigt så mange krigsmonumenter der er, men USA er jo også kendt for at være med i en del krige. Udover alle de sædvanlige seværdigheder var det en stor oplevelse at opleve en rigtig storby, med et mylder af mennesker, store højhuse og biler alle vegne. Hen ad aftenstid så jeg dog den første bagside af USA, da jeg tydeligvis fik bevæget mig hen i en del af byen som var lidt fattigere. Her var en del mennesker der gjorde sig klar til at sove på gaden, og folk på gadehjørner og uden for butikker som spurgte efter småpenge. Så føler man sig pludselig meget beæret over at have en stor seng på et fint hotel.


Fredag d. 9 september ankom jeg i San Diego international airport, og var nu klar til den første hoveddel af min rejse.

Jeg boede i en lejlighed hos Archstone appartments i La Jolla; ca. 15 km nord for San Diego og i gåafstand til universitetet. Lejligheden var på ca. 60 kvadratmeter, så der var rigelig plads til lille mig og alle de ting jeg ikke havde med hjemmefra. Lejlighederne har tilknyttet opvarmet pool, spa, sauna, fitness center osv. så det var ren luksus (men også temmelig dyrt).

Hverdagen herovre var meget ligesom i Danmark. Der var ca. 500 meter til diverse indkøbsmuligheder, så det var nemt at få fat i stort set alt hvad man havde brug for (lige pånær rugbrød, som amerikanerene endnu ikke har opfundet). Der boede et par andre danskere (Michael og Marianne) et par hundrede meter fra min lejlighed i samme lejlighedskompleks, som sjovt nok også var betalt af rejselegatet, dog over en 4-årig periode da Michael er Ph.D.-studerende på universitetet. Det var et meget stille kvarter, og jeg hørte ikke hørt om nogle skyderier i denne del af byen. :)


Nu skal det jo ikke være sjov alt sammen, for grunden til at jeg endte her var jo at jeg skulle studere matematik. Jeg var indskrevet som graduate student på matematikafdelingen på University of California San Diego, som er beliggende ca. 15 minutters gang fra min lejlighed. Mine studier bestod mest i at følge en række forelæsninger og seminarer. Det er et koloenormt universitet, og jeg nåede aldrig helt ude i hjørnerne andet end at jeg en gang tog bussen hele vejen rundt om universitetet bare for at se hvor jeg havnede. Matematikafdelingen har ca. 100 studerende, hvoraf langt størstedelen er Ph.D-studerende (deres system er noget anderledes herovre). Jeg skulle betale ikke mindre end $7857 til universitetet for 3 måneders studier, og hvis man antager at jeg fulgte de ca. 8 timers kurser der er normalen pr uge, så svarer det til ca. $100 pr time!


Det Internationale Center

Der er mange internationale studerende, og universitetet arrangerer diverse udflugter og begivenheder de første uger, så man falder lidt hurtigere til. De har bl.a. arrangeret en middag for de nye internationale studerende hvor vi skulle lære squaredance. Jeg skulle hilse og sige at det bliver ret svært når tempoet går op. Vi har også været på en bustur rundt i området en hel dag, en lille tur op til områdets højeste punkt Mount Soledad og til en baseballkamp. Jeg må konstatere at baseball ikke lige er en sport for mig. Der står en mand og forsøger at ramme en bold, og det lykkedes meget sjældent, så det bliver hurtigt lidt kedeligt. For at det ikke skulle være nok varer en almindelig kamp omkring 3 timer, og kan vare endnu længere hvis kampen ender uafgjort. Men amerikanerne elsker baseball, og det var en stor oplevelse at sidde på et propfyldt stadion.

Juleferie = afslutningen på mine studier i USA

Juleferien startede d. 11. december, og der havde jeg endelig tid til at slappe lidt af, og få set lidt andet end matematikbygningen. Jeg fik også en del tid til at gå med at rode med et par fantastiske Commodore VIC-20 computere jeg fik til spotpris på eBay, inden de blev pakket ned og gjort klar til en tur til Danmark.

Besøg hjemmefra

Sent om aftenen den 17. december ankom min far med flyver fra Danmark, og han boede hos mig indtil den 29. december.

Jeg lejede en bil fra d. 19. december til d. 18. januar så jeg havde mulighed for at komme rundt i området den sidste måned nu hvor jeg endelig havde lidt tid til overs. De første par dage gik med at suse lidt rundt i byen, og d. 21.-23. december tog jeg så en tur til San Francisco sammen med min far og vietnamesiske Dung. Det var en køretur på godt 10 timer hver vej, men vi var også lidt uheldige at havne i et par køer undervejs. San Francisco er en vældig interessant by som udover Golden Gate bridge nok mest er kendt for sine meget stejle gader. Der kører en kabeltrukket sporvogn på de meget bakkede veje, og det er lidt af en oplevelse at tage en tur med den. Desværre var det et frygteligt regnvejr halvdelen af den første dag, så vi blev godt våde. Hen ad eftermiddagen tog vi en køretur rundt som kom forbi et par af byens seværdigheder. Dagen efter var regnen væk, men der var stadig overskyet/tåget. Vi tog på en havnerundfart som sejlede under Golden Gate og rundt om Alcatraz øen. Derefter gik turen sydpå igen, hvor vi satte Dung af i Los Angeles inden vi fortsatte mod La Jolla.

Julen blev holdt på næsten traditionel dansk vis - det var lykkedes os at finde en and, så vi fik fremtryllet stegt and med kartofler og brun sovs. Juletræet var blevet nedgraderet til en dekoration med et par stearinlys, men de fleste juletræer herovre er alligevel af plastic, så de er ikke så interessante.

Efter jul tog jeg et par steder sammen med min far. Først var vi i Seaworld hvor man bl.a. kan se dresserede spækhuggere og delfiner. Det var dyrt ($53 pr. person), men også en lidt usædvanlig oplevelse. Der var også lidt andre småting, såsom pingviner og et akvarium, men det var tydeligt at hovedattraktionerne var de forskellige shows med dresserede dyr. Vi var også en tur forbi San Diego Zoo, som på mange punkter er en zoo ligesom vi kender dem fra Danmark. Mange dyr er de samme, såsom elefanter, zebraer, løver, tigre osv, men de havde en del forskellige aber og så er de i besiddelse af en af de få bestande af pandabjørne. For tiden har de 4 pandaer i San Diego, hvoraf den ene er en unge der lige er blevet født. Pandaerne er dog lidt utilregnelige og opholder sig tit væk fra det område de besøgende har adgang til, så det er ikke altid at man kan se dem.

Nytår

Nytårsaften foregik i selvskab med Michael (usbekistan), hans kærreste Tara og Jacek (polen). Der var intet fyrværkeri herovre, da det er forbudt pga. brandfaren. Der var efter sigende en ret stor brand for nogle år siden som fuldstændig raserede en hel bydel. Men det var nu en glimrende aften/nat alligevel.

Efter nytår fik jeg tid til at suse lidt rundt i min bil alene, så jeg fik set mig lidt omkring i San Diego. Det er fantastisk let at finde rundt - meget lettere end i Danmark. Hvis man mener at man er faret vild, skal man bare huske at alle de store veje har numre, og at ulige numre går nord/syd og lige går øst/vest. Hvis man så har bare den mindste ide om hvor man er kan man altid finde hjem igen. Jeg standsede ved Old Town San Diego - State Historic Park, som er et museumsområde lidt i stil med den gamle by i Århus, bare med amerikanske huse fra nybyggerårene. Dagen efter gik turen så til San Diego Zoo's Wild Animal Park som er beliggende lidt nord for selve byen. Det var næsten 30 grader varmt og strålende solskin - i starten af januar! Lige vejr til en safari-tur. Parken er enormt stor, men ellers meget ligesom Givskud Zoo. Eneste forskel er at man ikke må have sin egen bil med ind. Der er vandreture til nogle af de dyr som går i mindre indhegninger, og en monorail-bane som går rundt om hele området og giver et godt overblik. Jeg valgte dog at betale de $90 for en såkaldt Photo Caravan Safari, hvor man i en lille gruppe (vi var vist 10 personer), på ladet af en lille lastbil bliver kørt rundt i ødemarken og kommer helt tæt på dyrene. Der er en guide ombord som fortæller om de forskellige dyr osv. Det var en noget større oplevelse end toget, hvorfra man nærmest kun fik et overblik over hvor stort det hele var. Som en ekstra bonus på turen fik vi lov til at fodre næsehorn og giraffer, som velvilligt gik hen til bilen (de vidste godt at der var mulighed for en lille snack)! Hvis vi så svarede rigtigt på et par spørgsmål bagefter fik vi udleveret engangs renseklude til at tørre hænderne i... Alt i alt en oplevelse der på trods af prisen var alle pengene værd.

Las Vegas

Når nu man kun er ca. 4½ timers køretur fra Las Vegas, Nevada, så er man næsten nødt til at sætte et par dage af til at se dette vanvittige sted. Jeg susede afsted om formiddagen d. 8. januar, og ankom til mit hotel i løbet af eftermiddagen. Jeg boede på Luxor Resort Hotel and Casino - et kæmpe hotel med over 4400 værelser! Prisen var ret lav, men det skyldes naturligvis at de på denne måde lokker folk til, og så negler deres penge i casinoet i stueetagen. Det lykkedes mig også at tabe lidt penge ved rouletten... Alle casinoerne lige i det område hvor jeg boede er opbygget som et kendt sted, så det er muligt at se både Egypten, New York, Paris og england i middelalderen på nogle få hundrede meter. Og der er lys og lamper og larmene ting over det hele. Det var lidt af en oplevelse, men jeg tror det var godt, at jeg kun var der et par dage, for det hele var meget overdrevet, og der var et mylder af mennesker.

Fra Las Vegas tog jeg på en 14 timers bustur til Grand Canyon, med stop undervejs ved Hoover Dam. Det er et noget anderledes landskab end hvad vi har i Danmark! Jeg blev hentet kl 6:10 ved mit hotel, og sat af igen kl 20:15, så jeg slap for alt bøvlet med selv at finde derud, og så kunne jeg sidde og halvsove i bussen. :)

Legoland

Inden jeg skulle flytte fa La Jolla nåede jeg lige forbi Legoland California som lå mindre end 25 miles fra min lejlighed. Herovre må det anses som værende lige rundt om hjørnet, og da jeg elsker Lego måtte jeg jo næsten forbi. Det var kun en lille del af parken som var desideret Lego. Ligesom i Billund er der en del "tivoli-forlystelser", men der var dog også en mini-by bygget af legoklodser, med bl.a. New York, San Francisco og Washington DC. Den eneste ting jeg fandt som også findes i Billund er Mount Rushmore, med de 4 udhuggede præsidenthoveder - den amerikanske version var dog MEGET mindre end den danske...


Der var et par hektiske dage med at pakke kuffert og gøre rent i lejligheden de sidste par dage. Det var meningen at jeg skulle efterlade lejligheden i samme stand som da jeg flyttede ind, og det lykkedes også næsten. Mexicaneren der var der og tjekke stedet fandt i hvert fald ingen ting at brokke sig over, men han så heller ikke så grundigt på køkkenet, for så havde han nok fundet et par halvsorte bradepander i ovnen. Resterne af min mad, og de fleste af mine møbler læssede vi (Michael og jeg) af ovre hos Michael og Marianne. Så kan de altid beslutte hvad de vil beholde, og smide resten ud. Jeg kunne ikke få mit depositum tilbage med det samme, for de kunne ikke se hvor stort mit vandforbrug havde været. Jeg fik dem til at ordne det så Michael får pengene udskrevet til sig selv, og så kan han altid flytte dem videre til mig senere. Fantastisk smart at have en hjælpende hånd.

Så gik turen til Downtown San Diego, hvor jeg skulle bo på hotel de sidste par dage inden den store flyvetur. Jeg havde fundet et ok billigt hotel ved navn the Bristol som lå godt placeret i gaslamp-quarter, med gåafstand til havnen. Jeg fik set et par seværdigheder, såsom hangarskibet USS Midway, byens maritime museum, som bl.a. indeholder sejlskibet Star of India, hjuldamperen Berkeley og en lille russisk ubåd og så kom jeg på en lille havnerundtur af ca. en times varighed hvor man fik en god udsigt af byens højhuse ved havnen, og alle militærfartøjerne fra den nærliggende militærbase. Og så fik jeg selvfølgelig gået rundt i endnu en amerikansk storby, hvilket kan være en ret interessant oplevelse. Nu var jeg jo vant til La Jolla, som vel må betegnes som verdens mest stille og rolige sted, som endda var stort set fri for mystiske mennesker. I San Diego mødte jeg dog spandevis af sære folk - den ene dag kom der pludselig en (tydeligvis temmelig beruset) gut med sørøverhat og klap for det ene øje hen og satte sig ved samme bord som mig mens jeg spiste og begyndte at tale til mig. Rimelig besynderlig oplevelse. Der var ret mange som vel mere eller mindre tiggede efter penge, og også en del folk der sov på gaden, men det kan man jo selvfølgelig også sagtens når der ikke er sne om vinteren...

Om eftermiddagen d. 19 januar gik turen så via et mini-fly med propelmotorer mod Los Angeles, og derfra en 11½ timers flyvetur mod Auckland i New Zealand.


/opdateret 23. april 2006/